når mūsen ta’r en slapper

Hufs skrivekursus

21. januar 2008 - 21:02

I efteråret annoncerede hufs arrangementsudvalg, at der i januar ville blive afholdt et skrivekursus og på trods af, at det ville foregå i København, meldte jeg mig straks til -- dels fordi det var et ret billigt weekendskursus og dels fordi, det altid er hyggeligt, at mødes med andre huffere.

fredagens togtur til København, fik jeg idéer til adskillige afsnit af en webcomic, jeg har strøtænkt over, så inden for den nærmeste fremtid bliver min blog sandsynligvis beriget med sporadiske striber.

Efter ankomsten gik fredagen med indkvartering, en enkelt skriveøvelse og et spil Tegn & Gæt (som mit hold vandt på trods, øhh, jeg mener på grund af mine uovertrufne tegneevner ...). Fundamentet til den grovkornede humor og de nørdede diskussioner om bl.a. film, tegneserier og til tider også bøger, der kom til at kendetegne weekenden, blev lagt, og som den nørd jeg jo er, følte jeg mig straks velkommen.

Det meste af lørdagen gik med undervisning, som Helle Højland stod for. Hun berettede hovedsageligt om plotopbygning og henviste os oven i købet til en af mine favoritbøger om at skrive: How to Write a Damn Good Novel af James N. Frey. Vi blev hurtigt bedt om at skrive et anslag -- helst en omskrivning af anslaget til den roman vi arbejdede på, men da jeg ikke følte mig parat til at dele dette med de andre kursister, skrev jeg en scene med en kvinde til et AA-møde.

Efterfølgende læste vi hver især resultatet af skriveøvelsen op, og det var en næsten chokerende oplevelse for mig at læse min tekst op. Jeg oplevede så stærk en indlevelse i tekstens hovedperson, at min stemme nåede at blive helt grødet på de par minutter, det tog at læse teksten op (hvilket passede fint med tekstens hovedpersons reaktion på situationen, skal det siges), og jeg var glad for, at jeg ikke behøvede at sige noget de første par minutter efter oplæsningen.

De der havde kommentarer til teksterne fremførte efterfølgende dem. Kommentarerene var mestendels blottet for negativ kritik, og det var kendetegnende for hele kurset, at stemningen kun i begrænset grad tillod "rigtig" kritik. Men når teksterne, der var til kritik, var resultaterne af 15-minutters skriveøvelser, ville det måske heller ikke have været helt rimeligt at kritisere dem som gennemarbejdede tekster.

Helle vekslede hele lørdagen mellem oplæg om romanplottets bestanddele og skriveøvelser, der pålagde os at skrive scener fra bestemte punkter i "romanen", vi havde skrevet et anslag til; først et møde med en modsætning, så en konflikt og til sidst et klimaks. Gennemgangen af romanplottets bestanddele var der ikke meget nyt i for mig, men sammenkoblingen med en rød tråd af skriveøvelser fungerede ufattelig godt, i det den gjorde det abstrakte mere konkret og gav én følelsen af at have skrevet noget af betydning og ikke blot fire skriveøvelser á 15 minutter.

Efter et slag Scrabble, hvor mit hold formåede at få godkendt ordet "ursæd", holdt vi en oplæsning af medbragte tekster. Jeg læste (naturligvis?) Faldet op, og igen oplevede jeg en stor indlevelse i teksten. En overraskende indsigt, kurset har medført, er hvor meget, det kan betyde for mig at læse mine egne tekster op; jeg havde aldrig tidligere overvejet, at det ville øge indlevelsen i mine egne tekster at læse dem højt. Jeg følte mig næsten som en skuespiller, der udspillede hver af de roller, jeg i skriveprocessen havde udpenslet, og for første gang følte jeg mig enig med dem, der ved forskellige omstændigheder har sagt, at jeg er en god oplæser, og jeg er begyndt at tro, at langt de fleste af mine tekster bliver bedre af, at jeg læser dem op. Jeg tror desuden, at oplæsning kan vise sig at være vanedannende, for efter de indlevelsesrige oplæsninger på kurset, følte jeg mig nærmest udrenset -- som man nogle gange kan have det efter at have givet afløb for hidtil indesluttede følelser. Ligesom jeg kan have det efter at have skrevet en følelsesladet scene, bare stærkere.

Søndagens program blev skudt i gang af Anne-Marie Vedsø Olesen, der ud fra uddrag af egne romaner påpegede diverse forfattertricks. Eksempelvis understregede hun, hvor vigtige gentagelser er, hvis en tekst skal være sanselig -- noget jeg aldrig havde tænkt over før. Hun opfordrede os også til at lade ganske lidt forblive uforløst i romanens slutning, da det ville efterlade læseren med en mere tilfredsstillende følelse, end hvis samtlige tråde blev ført til dørs.

Anne-Marie havde en markant mening om, hvad der kræves for at være forfatter, som hun listede på tavlen:

  • talent
    • især en personlig sproglig tone anså hun for essentielt
  • fantasi
    • "alle mennesker har én historie i sig"; hun understregede vigtigheden af at kunne fortælle andet end ens egen historie, hvis man vil være forfatter
  • disciplin
    • "også når man ikke er inspireret" må man "prøve at rulle sig i gang"
  • vilje/ambition
    • "der skal bruges albuer"
  • promovering
    • for at klare sig som forfatter mente Anne-Marie, at man må skabe sig et image og i forlængelse af det sørge for at blive eksponeret ved selv at være aktiv og tage kontakt til folk. Man sælger ikke længere kun på sine bøger, understregede hun, og mente, at det er en verden, hvor det er nødvendigt at være "kynisk og benhård" til tider
  • diplomati / netværk
    • det er essentielt at kende nogen, hvis man eksempelvis vil forsøge at få legater

Efter frokost kom en redaktør fra Gyldendal -- Birthe Melgård -- og fortalte om hvad der foregik bag facaden på Danmarks største forlag.

Vi antager ikke en bog -- vi antager et forfatterskab.

Hun kunne fortælle at Gyldendal har omtrent 150 forfattere i deres stald, og der går i gennemsnit 2-3 år mellem disses udgivelser. De modtager 1000-1500 opfordrede manuskripter om året, hvoraf 2/3 resulterer i et standardafslag og 4-8 resulterer i udgivelse. Hun oplyste endvidere, at Gyldendals skønlitterære afdeling (GS) ikke giver overskud i øjeblikket, da de tager forfattere ind, hvis de ser talent, også selvom salgbarheden måske ikke er der endnu. Hun sammenlignede GS med et laboratorium, hvor nye talenter afprøves, og det resulterer ofte i bøger, der ikke giver overskud. Eksempelvis resulterer den gennemsnitlige digtsamling i et underskud på 20.000. Af de romaner, der udkommer, er det normale førsteoplag på omtrent 1500, og hver 8.-10. bog kommer i 2. oplag og 10% bliver til lydbøger.

Antallet af uopfordrede manuskripter steg særligt meget for 30 år siden, hvilket Birthe mener er fordi 70'erne gjorde "det blev legitimt for alle at udtrykke sig" og "kunstnere raslede ned fra elfenbenstårnet." I dag sender folk nærmest hvad som helst til forlagene inklusive yderst private dagbøger -- "intimsfæren er blevet brudt op" -- men den såkaldte "terapeutisk afskrivning" hæver sig, ifølge Birthe, yderst sjældent op til det almene, og resulterer derfor som oftest i et standardafslag, fordi det ikke har interesse for andre end forfatteren og hans nærmeste.

Ifølge Birthe er det originalitet og talent Gyldendal er ude efter -- "vi er talentspejdere". De ser efter, om sproget er nyskabende, men også om det håndværksmæssige er i orden: om kompositionen er stram, om persontegningen er nuanceret og om en tilstrækkelig stor del af handlingen foregår i det usagte. Birthe afslørede endvidere, at hvis et manuskript ikke fænger, læser de normalt kun de første og sidste ti sider og syv sider i midten.

Og selvom jeg har medtaget alt for mange citater af hende, må et sidste også lige med: "Der er nogle, der sender digte på engelsk. Hvad skal vi med det? Skriv det dog på dansk!"

Kun evalueringen var derefter tilbage, og den var (velfortjent) overstrømmende positiv. Turen gik derefter hjemad med den obligatoriske følelse af melankoli, der for mig kendetegner ophøret af noget godt. Jeg ser frem til det næste skrivekursus huf arrangerer, og tager næsten helt sikkert med, hvis prosa er på programmet.

Tusind tak til Marie W. Oscilowski, Maria Petersen og Camilla Wandahl for det store arbejde, de har lagt i den overordentlig vellykkede weekend!

Skriveøvelse fra fredag aften, hvor vi blev bedt om at skrive en tekst ud i én sætning. Min tekst blev kaldt Dan Turèllsk, men det var måske mest på grund af min oplæsning.

"Han er altså din søn," sagde hun og så afventende på ham, selvom hun garanteret sagtens kunne se, at han var mundlam som en nyfanget østers, og han egentlig burde være i chok men ikke var det, for egentlig var han slet ikke overrasket over hendes kommentar, og han var lige ved at sige "og hvad så?" men gjorde det ikke, da han jo var mundlam, men ikke af den grund hun eller en forbipasserende ville antage, men fordi der sad et ordentligt stykke persille -- næsten på størrelse med Rundetårn, forekom det -- mellem hendes fortænder, uden hun havde lagt mærke til det, og persillen håndede ham, uden han kunne gøre noget ved dens umiskendelige tilstedeværelse, for han kunne jo ikke tillade sig at sige sådan noget, når hun talte om såkaldt store ting, som børn, familie og fremtid i et parcelhus med frimærkehave, bil og hund, som de sikkert måtte betale af på til evig tid -- bilen og huset altså, ikke hunden -- og først se end ende på, når de blev gamle, og først der kunne de tillade sig at gå op i de såkaldte små ting, som persille imellem tænderne, snavsede briller og nullermænd, der trægdte og trænger sig frem overalt, som parasitter, og aldrig forsvinder helt, uanset hvor ofte man kører støvsugeren, pudsekluden eller neglen henover dem.Skriveøvelse fra Helle Højlands undervisning. Opgaven lød på at skrive et anslag, og noget af det første der poppede op var noget med alkoholisme -- nok på grund af Dorte Bodenhoffs glimrende novelle i Politiken søndagen før.

Det blev hendes tur. Hun hævede blikket fra de mørnede gulvbrædder og så instruktøren ind i øjnene -- nej -- hun så ham ikke ind i øjnene men flyttede blikket til hans svedige pande, før hun talte. "23 dage," mumlede hun. Hendes hænder var klamme, men hun holdt dem knyttede og stirrede fortsat på mandens pande. Hun var tæt nok på til at kunne følge furene. Han sagde noget, og de andre klappede, men det var som om, hun stod uden for bygningen, og kun hørte den forvrængede lyd vinduerne lod slippe ud. Hun satte sig og rettede igen blikket mod gulvbrædderne. Hun forsøgte at tørre de klamme hænder af i bukserne men holdt dem stadig knyttede. De andre stirrede på hende. Nej, de stirrede ikke på hende, når hun så på dem -- de nåede at rette blikket mod instruktøren, der stod og talte og smilede og gestikulerede. Han så på hende, og hans blik borede sig ind i hende, så hun fik hjertebanken. Det havde jo ikke været meningen, for helvede. Han så ikke længere på hende, men følelsen hang fast, som sveden på hendes klamme hænder. Hun rejste sig og gik mod udgangen. Hun så ikke op, stirrede ned i gulvet. Hun kendte vejen ud -- gulvbræddernes furer ledte hende. Der var nogen der råbte noget, men hun var allerede udenfor -- udenfor vunderne -- og kunne ikke høre, hvad de råbte. Det havde for helvede ikke været meningen. Hun ville være blevet, hvis bare de ikke havde stirret sådan på hende.

Jeg ved ikke om jeg havde skrevet om alkoholisme, hvis jeg på forhånd havde vidst, jeg skulle til at skrive scener fra en hel roman om emnet, men bordet fangede. Skriveøvelsen gik ud på at skrive om mødet med en modsætning.

En blind date. Det var hvad Kristina havde sagt, hun skulle prøve, og nu sad hun her -- på De Tre Svaner med en mørklødet mand, der kaldte sig Mikael foran sig. Hun havde lagt servietten over knæene og sad nu og foldede et hjørne mens hun havde blikket fæstnet til hans slipseknude. Han talte -- en uhindret ordstrøm flød ud af hans mund. En gang imellem nikkede hun, når det forekom passende, men aldrig for ivrigt, så det ville virke akavet, hvis ikke et havde været passende. Han læste på Filmskolen. Han talte om hvodan han ville ruske op i dansk film, så danskerne ikke alene ville strømme til biograferne, men også ville fået et helt nyt syn på tilværelsen. Hun nikkede og prøvede at smile medrevet men det føltes kunstigt, så hun lod hurtigt læberne skjule sine tænder igen. En tjener kom med forretten -- en sirligt anrettet tallerken med grøntsager. Der blev hældt rødvin op. Hun greb om glasset før hun tog den første bid. Vinglasset føltes ikke koldt, men lå naturligt i hendes hånd. Hun stirrede på den røde væske, der skvulpede i glasset. Det var så let. Der var kun et sekund fra hendens hånd til hendes mund. "Den er god," sagde Mikael og løftede sit glas. Hun gjorde automatisk det samme og glassene mødtes i en ren, smuk tone, der fyldte rummet. Glasset mødte hendes læber og væsken fyldte hendes mund, før hun lod den fortsætte ned i halsen. Hun følte sig varm indeni. Tredje scene fra "romanen". Skriveøvelsen dikterede, at vi skulle skrive en scene, hvor ny information fører til (indre) konflikt. Jeg nåede ikke at komme særlig langt i scenen, men det virkede på tilhørene til at fornemmelsen af selvbedrag var tydelig nok.

Hun sad i den samme stol, hun altid havde siddet i, når hun var blevet skældt ud som barn -- ikke at det var sket så tid, det havde mest været når mor og far havde forsøgt at få hende til "at åbne mre op", som de kaldte det. Den lille uanseelige sætning på bot tre ord var kommet ud af hendes mund et øjeblik tidligere. "Jeg er gravid" havde hun sagt. Hun havde vidst det i snart en uge. Mikael havde lagt på da hun havde sagt det, men nu var hun ligeglad. Tanken om, at et lille liv voksede inde i hende fik en rislen til at løbe igennem hende. Mor travede frem og tilbage på gulvet og far havde sat sig på sofaen. "Hvordan ... hvornår ..." mumlede han, men før Ann kunne nå at svare brød mor ind: "Det går ikke, Ann! Du er ikke kommet til AA-møderne i et halvt år og vi har ikke hørt fra dig i flere uger." Ann sad afventende og så på mor. "Du kan ikke tage dig af et barn, Ann." Selvfølgelig kunne hun det. "Hvor lang tid har du været ædru, Ann? Én uge, to uger?" "Det er mit barn," mumlede Ann og fæstnede sit blik på landsskabsmaleriet i den anden ende af rummet. Hun ville aldrig drikke igen. Det havde hun lovet sig selv, da hun så graviditetstesten. "Men hvad nu falder i, Ann?" Det var som om mor havde læst hendes tanker. Hun ville ikke falde i -- aldrig igen. "Aldrig igen," mumlede hun for sig selv. Hun havde lyst til at skrige af dem. Selvfølgelig ville hun blive en god mor -- hun ville aldrig blive som mor. (...)

Og endelig skulle vi skrive et klimaks til "romanen". Den suverænt sværeste øvelse, efter min mening, da jeg ikke anede, hvad "romanen" skulle slutte med, da vi blev sat i gang.

Gun så igen på scanningsbilledet. Den hvide klat, derengang havde været hendes søn. Hun ville lægge billedet fra sig,, men kunne ikke. Rygmarvsbrok, havde de sagt. På billedet så det ud som om han rakte en hånd ud efter én -- efter hende. Billedet var buet efter ugevis i hendes pung. Hver gang hun havde haft lyst til at drikke havde hun set på det. Nu følte hun sig tom. Hun havde grædt sig tom og var nu kun en skal. Hun satte billedet på bordet og det blev stående på højkant.Der stod en flaske på bordet. Den havde stået der i flere timer. Hun havde hverken haft lyst til at agribe om den eller sætte den væk. Hun skubbede billedet om bag flasken. Imellem for- og bagsideetiketten kune hun ane den rødviolette plamage, der ikke længere var hendes søn. Hun greb om flasken og tog en slurk. Væsken blev i hendes mund. Det var som om den var for bitter til at hun kunne få sig selv til at synke. Selv når hun ikke så på det var billedet som ætset fast til hendes blik. Hun spyttede væksen ud på gulvet og kastede flasken efter den. Det sprøjtede ud over hende og over gulvet og over møblerne. Det var som om der med flasken også var splintret noget i hende selv. Hun gik mod yderdøren -- hun havde brug for at føle frisk luft mod sit ansigt -- havde det som om det ville være første gang hun følte den. Et øjeblik overvejede hun at tage billedet med, men hun lod være, for hun vidste, at det for altid ville være bag hendes øjenlåg.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I oktober skrev jeg i alt 15.469 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier