når mūsen ta’r en slapper

Testrup-encyklopædien

16. marts 2008 - 11:38

De sidste tre uger har vi på Testrup Højskoles skrivelinje arbejdet os frem mod en fælles, litterær encyklopædi. Vi lagde mandag den 25. februar ud med at trække ti bogstaver hver og det var så meningen, at de skulle være begyndelsesbogstaverne i de ti encyklopædiopslag vi hver skulle skrive. Det var nemt at finde på mange mere og mindre underlige titler men straks sværere at skrive om dem og den første uge gik en del af tiden med at stirre tomt ind i skærmen på de ord, der var vokset ud af begyndelsesbogstaverne. Jeg kom først rigtigt i gang i projektets anden uge, hvor der endelig gik hul på min encyklopædibyld.

Onsdag den 5. marts nåede vi så til encyklopædiprojektets klimaks: Et skrivemarathon. Vi mødte alle sammen kl. 8:35, som sædvanlig, og opstillede så bærbare computere, opslagsværker, inspirationsfiktion, rødvin og red bull. Så skrev vi ellers hele dagen indtil den var over midnat. Vi holdt pauser i forbindelse med måltiderne, men det var alligevel intenst. Og enormt hyggeligt. At sidde og høre andre amatørforfattere klampre løs på tastaturene, tale med dem om hvordan det går i pauserne, opføre lokumsoplæsninger (op til ti mennesker presset sammen på et lokum for at læse højt for hinanden af deres nyeste kreationer). Det var inspirerende. Selvfølgelig var der tider, hvor jeg ikke havde idéer at skrive på, men jeg fik alligevel skrevet meget den dag. Så meget at jeg i kådhed lovede mig selv at nå op på at have skrevet 42 tekster inden deadlinen halvanden uge senere -- som et nik til Douglas Adams science fiction-klassiker.

Mine tekster var dog ikke alle lige korte (nogle var på fem sider), og da weekenden var ovre følte jeg mig næsten udtømt, selvom jeg ikke engang var nået til tekst nummer tyve. Men det var en ganske vidunderlig følelse af at være udtømt. En tilfredshed, der følger en hård anstrengelse. Jeg nåede på de tre uger at skrive 52 siders råtekst, over 16.000 ord og 24 brugbare encyklopædiopslag (inklusive genbrug af både Trenken og Åh så dyb).

Udpluk af mine encyklopæditekster: Banaliteter (digt) Bjerget (mockumentary-novelle) Ground Zero (brev) Krise (kortprosa) Udgrundelig (kortprosa) X1 (pastiche på traditionelt encyklopædiopslag) X2 (brev) X7 (endnu en pastiche) Åsyn (kortprosa) Banaliteter

Hvordan går det? Solen skinner. Sort er manglen på lys. Brænd ikke dit lys i begge ender. Rygning er skadeligt. Bål om aftenen. Mordbrand. Levende lys. At holde i hånd. De fleste mennesker har fem fingre på hver hånd. Jeg elsker dig. To er bedre end én. Villa, Volvo og vovse. Arv & miljø. To sukkerknalder, men ingen mælk, tak. Økologisk? Nervøs velour. Jalousi. Modgang styrker. Der er masser af fisk i havet. Omega-3-fedtsyrer. Fedmeepidemi. Rulletrapper. Teknologi gør hverdagen lettere. I-lande. Den tredje verden. Pluralisme. Pacifisme. Ondskabens akse. Fædreland. Dannebrog er hvidt og rødt. Blod. Hjerte. Smerte. Døden. Denne tekst er en del af en serie af tekster skrevet omkring den patetisk fabel Udødelig, jeg også skrev til projektet.

Bjerget

Somme tider mindes instruktører, producere og filmentusiaster den periode i Hollywoods historie, hvor instruktørerne fik frit spil, og auteur-indgangsvinklen til filmproduktion oplevede sin sidste store fremgang. Denne periode bliver i dag kaldt Ny Hollywood, men Hollywood er for længst vendt tilbage til den producerstyrede filmproduktionsmåde, som instruktører elsker at hade. Den frihed, Ny Hollywood tilbød, er dog for intet at regne sammenholdt med den frihed den franske filminstruktør Jacques-Henri Sardou, 1886-1937, krævede. Sardou eksperimenterede lige fra barnsben med filmmediet, og i mellemkrigsårene var han franskmændenes yndling. Uanset hvad han lavede i den periode, var der garanteret fulde huse i biograferne. Produktionsselskabet Gaumont fulgte ham igennem hele hans karriere, og da han efter 1. verdenskrig for alvor brød igennem, blev der ikke længere lagt bånd på hans eskalerende budgetter, og producerne kunne ikke længere finde på at blande sig i produktionen. Hans magnus opus skulle have været filmatiseringen af den klassiske franske fabel Udødelig, hvis mest udbredte overlevering er at finde i denne udgivelse. Sardou omskrev selv den 1700 ord lange fabel til et episk filmværk, der skulle tage fire og en halv time. Filmen skulle overskygge enhver tidligere produktion, og dragen i hovedrollen skulle forføre publikum, som det kun var set få gange tidligere. Dragen var et af mange problemer ved produktionen; special effects havde hidtil været fokuseret på at levere et acceptabelt resultat til en rimelig pris, ikke på at opfylde Sardous tårnhøje forventninger. Efter han havde fundet ud af, at den eksisterende teknologi ikke var god, nok samlede Sardou et hold af Frankrigs bedste dukkebyggere, dukkeførere, ingeniører og opfindere og satte dem til at arbejde på fablens dyr. Imens tog han selv på en tur rundt i Frankrig, der skulle vise sig at tage fire måneder, for at finde det perfekte bjerg at udspille klimakset på. Toppen af bjerget skulle være et vidtstrakt plateau og udsigten fremragende, hvis det skulle opfylde Sardous vision. Han måtte dog sande, at intet bjerg fandtes, der opfyldte hans krav, så i stedet udså han sig et bjerg, det var muligt at forme i fablens billede. Han besluttede sig endelig for Mount Ventoux, da det lå højt, men samtidig havde en top, der mestendels bestod af sand Efter beslutningen hyrede Sadou straks et hold af minearbejdere og gravere og den 23. marts 1937 gik arbejdet i gang. Holdets størrelse blev fordoblet adskillige gange, og Gaumont måtte skrive under på den ene budgetforøgelse efter den anden. Titusindvis tons af sand, jord og klippe blev omrokeret af et hold arbejdere, der på højdepunktet bestod af 350 mand. Det er senere blevet kaldt den største udgravning i Frankrigs historie. Den 12. august var arbejdet næsten færdigt, og planen var, at optagelserne skulle gå i gang tre dage senere. Den sidste sprængning havde Sardou selv bedt om at stå for, og kl. 14:03 detonerede han dynamitten, og den sidste klippe, der beskæmmede plateauet, sprang. Ingeniørerne havde dog ikke forudset, at klippen var med til at stabilisere det underlæggende lag af sand, og braget efter sprængningen blev erstattet af en stigende rumlen. Jorden under de tilstedeværendes fødder begyndte at ryste. Sardou stod som en af de forreste, da skredet ramte, og må være blevet dræbt på stedet. Næsten 200 mand omkom, og ulykken er stadig den værste filmrelaterede i verdenshistorien. Produktionen af filmen blev sat i bero inden den første indspilningsdag, og dukkerne, der var blevet fabrikeret, er først for nyligt genfundet på et af Garmounts lagre. Siden den dag er Mount Ventoux blevet kaldt Det Skaldede Bjerg.

Se også drømme, stormen, udødelig, ødelægge, åsyn Ground Zero

Følgende beretning blev fundet den 5. november 2007 i en britisk træningslejr for islamistiske terrorister. På basis af bl.a. håndskrift og detaljer i indholdet er politiet nået til den konklusion, at det er Ahmed Hansen, der har skrevet beretningen. Han blev ved razziaen den 4. marts 2007 fundet død i sin celle, og den efterfølgende obduktion tydede på, at han var omkommet på grund af udsultning, dehydrering og hård fysisk udfoldelse. Beretningen er skrevet på toiletpapir gemt i cellen, hvor hans lig blev fundet.

Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg svarede, da min studievejleder for et halvt år siden spurgte mig, hvor jeg regnede med at være nu, men jeg svarede i hvert fald ikke ”fange i en træningslejr”. Hvis ikke snart jeg slipper væk, tror jeg ikke, jeg klarer den. Jeg har forsøgt at flygte to gange. Jeg blev smidt i en celle uden mad og vand i to dage. Nogle dage føler jeg mig sikker på, at jeg ville dræbe min far, hvis han var i cellen sammen med ham. Andre dage skammer jeg mig over at tænke sådan noget. ”Ær dine forældre,” står der i koranen. Der er koranundervisning hver dag. La illaha illalah wa muhammadun rasuul allah. Jo flere gange jeg siger det, jo tommere virker det. Jeg kan ikke arabisk. Jeg kan ikke læse, hvad det er, de skriver på tavlen, men de nægter at tro på mig. ”Du er jo muslim!” råber de på engelsk, og nogle gange straffer de mig. Nogle gange får jeg ikke mad, nogle gange skal jeg løbe eller lave armbøjninger eller gentage shahadaen igen og igen. Hvis jeg har den mindste udtalefejl, skal jeg begynde forfra. De siger, den ikke betyder noget, medmindre den udtales perfekt. Jeg har aldrig før ønsket, at jeg havde lært arabisk. Far ville have det, men mor overtalte ham til at lade mig bestemme selv. Nogle gange drømmer jeg, at min bror kommer og redder mig, at han kommer og åbner døren og tager mig med tilbage til Danmark. Jeg forstår ikke, hvorfor det er min bror, der gør det. Min bror er næsten lige så slem som min far. Hvis det ikke var for ham, var Allan ikke død. Det burde være Allan, der kom og sparkede døren op i mine drømme. La ilaha illalahn wa Ahmedan rasuul alahn. Det er blasfemi. Men det er deres gud. Ikke min. Det her sted er uden for verden. Hvad der sker her, er der ikke nogen, der ser. Det er allahs blinde vinkel. Det er også blasfemi. La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn Hvis Allan aldrig havde skrevet, var det her ikke sket. Men jeg vil ikke have, han ikke havde skrevet. Der er ikke nogen grund til at lyve for mig selv her. Jeg kan lyve alle andre steder end her. Jeg siger, jeg tror på dem, når de siger, at næsten alle amerikanerne og englænderne og danskerne og næsten alle andre fortjener at dø, så længe de ikke er muslimer, så længe de ikke overholder allahs love. Allan skrev til mig på arto. Han sagde ikke, hvad han hed, han sagde bare, at han havde set min profil og syntes, jeg var lækker. Han skrev, han var fra Vejle, og jeg skrev jeg var fra Frederikshavn. Jeg troede, han var en pige. Han sagde ikke noget andet, og han havde ikke noget profilbillede. Selvfølgelig vidste han godt, jeg troede, han var en pige. Vi skrev i lang tid.

Det er en uge siden, jeg har kunnet skrive sidst. De tog min blyant. Jeg stjal en kuglepen fra dem. Jeg tror, jeg er ved at blive sindssyg. Det hele glider sammen. Jeg drømte, at jeg skrev, og jeg fandt først ud af, at jeg havde drømt, da jeg så på papiret, at der ikke stod noget. Det glider sammen. Shahadaen kører som baggrundsmusik, når vi løber. Dagene glider sammen. Jeg ved ikke, om det var en uge siden. Det kunne også have været to uger siden. Eller tre dage. Jeg spyttede på en af dem i dag. Det var ikke meningen. Pludselig var jeg bare så vred. Jeg forstår det ikke. De smed mig i cellen. Jeg tror snart, de opgiver mig. Jeg hader min far. Jeg hader far. Jeg hader far. Jeg hader far. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke hader min bror. Måske har jeg ikke forstået, hvad det var, han gjorde. Måske var det så stort et chok, at mine følelser slog fra. Måske misforstod jeg det hele. Jeg hader ikke min bror.

La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn La ilaha illalahn wa ahmedan rasuul allahn

Krise

Vækkeuret kimede. Han havde ikke sovet. Han havde håbet at vågne op og finde ud af, det havde været et mareridt. Det havde stået på i over en uge nu. Hver dag var den samme – de var alle sammen malet i gråtoner – men tiden var ikke gået i stå. Den slæbte sig af sted. Hele tiden i samme tempo, hele tiden ét sekund ad gangen. Han havde sat uret i køkkenet i stå, afbrudt dets evindelige tikken. Han rakte hånden ud efter vækkeuret og åbnede øjnene. Loftet var sirligt inddelt i hvide, kvadratiske plader i nøjagtig samme størrelse. Han drejede hovedet og hans blik blev fanget af bogen, der stadig lå på natbordet. Det var Klatrebaronen af Italo Calvino. Han var nået halvvejs. Baronens søn, Casimo, havde svunget sig fra træ til træ, været på æbleskud og kurtiseret ungmøer uden at røre jorden, og han havde været med. Han havde gjort det alt sammen med Casimo og frydet sig, når Casimo havde frydet sig. Men nu virkede det hele så fjernt, nærmest åndssvagt. Casimo havde aldrig eksisteret. Det hele var løgn. Det var hvad han følte. Ikke hvad han mente; fiktion havde han altid ment (og sagt) var en måde at komme tættere på menneskets essens på, komme tættere på en meningskerne, der i den virkelige verden var utilgængelig på grund af al for megen interferens. Men nu føltes ordene hule. Han forstod ikke hvorfor det var blevet sådan. Det var som om noget var knækket i ham, som om en streng var sprunget. Men han forstod ikke hvorfor. I en roman var der altid tydelige årsagssammenhænge, og hvis der ikke var, var det kun fordi det netop var dem, der ville blive udforsket i romanen. I en roman ville der være en progression, han ville ikke bare ligge her og være sygemeldt.

Teksten hænger tæt sammen med Åh så dyb, der i encyklopædisammenhæng er blevet strammet op og omdøbt til Uudgrundelig.

Udgrundelig

”23 tønder land,” siger jeg og venter et øjeblik. Jeg fortsætter: ”i dagligstuen.” Jeg ser forsigtigt over på hende. Hun må have hørt det. Hun ser rundt i stuen, som om hun ikke har hørt noget. Hun ser nærmest utilfreds ud. Det er ikke stuen der er noget i vejen med. Jeg forstår hende ikke længere. Eller også forstår jeg hende alt for godt. Som en solsikke, der prøver at forstå, hvorfor solen går ned. Da vi mødtes, elskede hun mine ord. Det sagde hun hele tiden. Hvornår sagde hun sidst det? Lyse egeplanker dækker gulvet. Der er ingen knaster. En træsort der er genmanipuleret til uigenkendelighed for at vores øjne ikke skal beskæmmes af mørke pletter. Det er sådan et gulv der lige så godt kunne være af linoleum. Jeg har lyst til at foreslå vi går, men hun er i sine egne tanker. Hendes træk er skåret i træ, furerne matcher gulvet. Hun burde bo her. Hun burde bo her med en mand hun elsker, få børn og blive gammel. Det fortjener hun. Men jeg kan ikke få mig selv til at sige det. Jeg kan ikke få mig selv til at sige at hun fortjener en mand, der henter børnene i børnehaven og laver lasagne til hele familien. En mand, der tager børnene til læge, når de har skoldet sig på deres første kop te og lærer dem at fiske og synge børnesange. En mand, der siger hvad han mener, når han mener det, og som hun bliver vred på og skriger ad og slår på og flytter fra med børnene efter en voldsom skilsmisse, så han sidder tilbage og stirrer ind i væggen, hvor uafblegede firkanter markerer, hvor billederne engang hang.

Se også Uudgrundelig

X1

X er det fire-og-tyvende bogstav i det latinske alfabet og anses af mange – specielt de, hvis venstre hjernehalvdel er den dominerende – for det smukkeste bogstav. De samme personer synes ofte, at 8 er det smukkeste tal. Fælles for de to alfanumeriske tegn er deres symmetri: ingen af dem ændrer karakter, hvis de vendes på hovedet eller spejlvendes, men kan derimod siges at være uforanderlige. Blandt andet bogstaverne b og p og tallene 6 og 9 kan siges at være de førnævnte to alfanumeriske tegns diametrale modsætninger. Hvis b vendes på hovedet bliver det til p og omvendt, og b forvandles desuden til d, hvis det spejlvendes, og p til q. Lignende egenskaber kendetegner de to tal 6 og 9. Et kuriosum er det i denne forbindelse, at p og q lagt oven på hinanden danner det næsten glemte oldkyrilliske tegn (billede mangler), der udtales ligesom щ [šč], men tilføjes et stumt stød, der forsinker udtalen af de efterfølgende bogstaver. Blokbogstavet P tilfører også gruppen af foranderlige tegn, mens blokbogstavet B er et af mellembogstaverne, der hverken deler X’s ynde eller P’s uforudsigelighed. Dog mener nogle bogstaventusiaster, at B er nærmere gruppen af uforanderlige tegn end gruppen af foranderlige tegn, da B drejet om sin egen lodrette akse danner et ottetal ovenpå hvilket det uforanderlige bogstav I er skrevet og dermed kan siges at rumme kimen til to uforanderlige tegn. Dette er dog et kontroversielt standpunkt, der endnu ikke har vundet udbredelse.

X3

Denne beretning havnede hos mig for snart tre år siden blandt de papirer, min onkel efterlod sig. I de tre år har den ligget sammen med de afhandlinger, notater og essay, som min onkel nåede at skrive så ufattelig mange af. Jeg nåede først til denne beretning for nylig, men efter at have læst den, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvor vigtig den var. Jeg har forsøgt at få den udgivet i videnskabelige tidsskrifter, men modstanden har været stor – somme tider mistænkelig stor – så jeg har set mig nødsaget til at benytte ikke-videnskabelige informationskanaler som denne encyklopædi. Jeg er sikker på, det ikke er tilfældigt, at det var mig, han efterlod sin beretning, og jeg føler, det er min pligt, at viderebringe den i sin uforkortede og ordrette form. – Bjarke Sølverbæk, 7. februar 2008

Xenon har atomnummer 54 og er en tung, farveløs og lugtfri ædelgas, hvis vigtighed kun ganske få mennesker kender til. I dag benyttes det kemiske symbol Xe, men oprindeligt blev det mere sigende symbol X anvendt. Navnet stammer fra det græske ξένος [xenos], der betyder fremmed eller underlig. Xenons opdager, William Ramsay, anså xenon for et yderst passende navn, da xenon ikke alene er uhyre sjældent med en atmosfæreforekomst på blot ét atom ud af 20 millioner, men også udviste adfærd, som Ramsay ved opdagelsen i 1898 ikke var i stand til at forklare ud fra den gængse opfattelse af elementarpartiklernes natur. Ramsay var også manden, der valgte forkortelsen X, da han grundet xenons besynderlige adfærd mente at det var det første grundstof, der kunne tilskrives en såkaldt x-faktor (se X7, red.). De næste fire år eksperimenterede Ramsay med xenon, og i de sidste tre af dem optog xenon-forskningen al hans tid. Disse eksperimenter faldt sammen med kvantemekanikkens spæde begyndelse, og enhver, der er indviet i hemmelighederne, der omgiver, ved, at dette ikke er et tilfælde. Det blev hurtigt opdaget, at xenon i tilstrækkelig høje koncentrationer bragte forsøgsemnerne i fuld anæstesi. Denne brug af stoffet blev dog først udnyttet klinisk 50 år senere, da efterfølgende forsøg med lavere koncentrationer af xenon resulterede i så ekstraordinære – ja, decideret verdensomvæltende – resultater, at alle forskere på projektet, der senere skulle få tilnavnet Exodus, mistede enhver interesse for yderligere forsøg med højkoncentreret xenon. Når et forsøgsemne befandt sig i et rum med en koncentration af xenon på 3-5‰ af luften, opnåede forskerne højst ureglementerede resultater. De første mange forsøgsemner var naturligvis dyr. Mus, hunde, grise, geder, katte og en hest blev placeret i xenonholdige aflukker. Først virkede alt normalt. De mindre dyr kom hurtigt til at virke lettere døsige, og mus endte under fuld anæstesi selv ved lave koncentrationer, men ellers var intet anderledes, end det ville have været i et rum med normal koncentration af xenon. Få dage inden forsøgene ville være stoppet, skete det første gennembrud dog. Hesten begyndte at gumle i luften, som om den tyggede på noget. Da den blev ved, undrede det forskerne, og de stoppede forsøget før tid af frygt for hjerneskader. Efterfølgende undersøgelse af hestens mund afslørede friske rester af havre og sukker. Exodus-forsøgenes varighed blev øjeblikkeligt forlænget – dog uden nogen turde udtale sig om xenoneffektens natur endnu. I Ramsays upublicerede erindringer skriver han, at de alle sammen følte sig som små drenge igen – det havde været som at genopleve den fascination verdens uudgrundelighed havde skabt i dem som børn. I de efterfølgende uger forandrede intet sig. I omtrent 3/5 af forsøgene åd hesten havre, sukker og somme tider græs, og forskerne fandt rester af maden, selvom de inden dens placering i forsøgskammeret altid sikrede sig, at der ikke var rester af mad i hestens mund. De forsøgte at finde forklaringer inden for fysikkens gængse rammer, men selv deres mest plausible tese – at hesten gylpede maden op og tyggede den igen – blev hurtigt tilbagevist. Selvom man satte hesten på en diæt udelukkende bestående af græs eller sultede den i flere dage, var resultatet alligevel det samme. Fænomenet forekom uforklarligt. Den 23. marts 1899 tilspidsede situationen sig. Man havde forsøgt at lade hesten stå i stald i længere tid end normalt, uden de sædvanlige traveture, i et desperat forsøg på at fremprovokere en reaktion – en, de kunne bruge til at forstå systematikken i fænomenerne. Da hesten tilsyneladende ikke kunne æde mere stod, den stille et øjeblik og begyndte så at trave. Rummet den opholdt sig i var på blot 12 m2, men alligevel fortsatte den med at trave. Den travede dog ikke fra den ene ende af rummet til den anden og så fremledes, men travede på stedet. Den løftede ikke blot hovene og satte dem ned igen, men satte dem foran hinanden, så den burde komme fremad, men gjorde det alligevel ikke. Kort efter slog den over i galop, men den blev stadig på stedet. Den galoperede på stedet. Forskerne var lamslåede. Øjeblikket blev fanget på film, men filmen er siden gået tabt eller – højst sandsynligt – blevet destrueret. I dagene, der kom, agerede hesten ikke, som om den var i et lille rum, men løb omkring, som var den på en eng. Måden den jævnligt så sig omkring tydede også på, at den rent faktisk troede, den befandt sig på en eng. På et tidspunkt begyndte den også at bedække ikke-eksisterende marer. Selvom der ingen mare var, blev hestens forkrop holdt oppe, som var der en. Men Exodus var lige vidt fra at opklare mysteriet. Forskerne anede simpelthen ikke, hvordan det kunne være, at hvad, der tilsyneladende var hestens fantasier, blev mere eller mindre virkelige, og de anede heller ikke, hvorfor det kun var hesten, der oplevede dette og ikke de andre forsøgsemner. De ansøgte derfor om tilladelse til at fortsætte forsøgene på mennesker, og denne blev bevilliget 25. august 1899. En række forsøgspersoner blev placeret i rum med den rette koncentration af xenon i op til flere timer, men intet skete. Forsøgene fortsatte i to måneder uden resultater. Exodus var nær blevet lagt på køl, men en fra forskerholdet ville selv testes. Den 3. november 1899 kl. 11:02 blev Max Planck lukket ind i det hermetisk forseglede forsøgskammer, hvor han satte sig ned. Kl. 11:04 forsvandt stolen under ham, men han blev siddende i luften – tilsyneladende uden at mærke nogen forskel. Kort efter dukkede et glas vand op i hånden på ham og en brise fyldte rummet. Da han blev lukket ud igen 11:35, kunne han fortælle de måbende forskere, at han blot havde forestillet sig, at stolen forsvandt, hvorpå den havde gjort det. Forsøgene fortsatte, og flere andre forskere satte sig ind i rummet, men kun få af dem var i stand til at få ting til at ske, og kun for Percival Lowell lykkedes det lige så hurtigt, som det var lykkedes for Max Planck. De fandt ud af, at forskellen på de to grupper af mennesker var, at de, der kunne få ting til at ske, få ting til at dukke og forsvinde, fuldt og fast troede på, at det, de forestillede sig, ville ske. Dem, der ikke kunne få ting til at ske, vidste naturligvis, at det kunne lade sig gøre, men efter forsøgene indrømmede de, at de dybt nede ikke kunne tro, det var så enkelt. De stred imod hele deres verdensopfattelse, og den var de ikke klar til at give slip på – de besad en psykologisk blokering. Da den nyligt oprettede britiske efterretningstjeneste fik nys om hændelserne den 3. november, og dagene efter var de hurtige til at mørklægge forsøgene. Indtil da havde der blandt Exodusforskerne været en stiltiende aftale om først at offentliggøre resultaterne, når de var i stand til at forklare, hvad der foregik, men nu blev de pålagt aldrig at nævne noget til nogen om Exodus. Exodus fortsatte, men stemningen var trykket. I sine erindringer skriver Ramsay, at de følte, det var et angreb på forskningsprocessens autonomi – en krænkelse af forskningens forsøg på at afdække sandheden for menneskehedens bedste. Forskerne navngav processen tankefremstilling. De af forskerne, der fra starten havde været i stand til at tankefremstille, fortsatte, og det viste sig, at de var i stand til at fremstille alle simple dagligdagsting. Så længe de vidste præcis, hvordan en genstand skulle se ud, føles, lugte og smage, og hvordan materialet skulle opføre sig – om det var plastic eller metal, om det var skrøbeligt, bøjeligt, bastant etc. – kunne de tankefremstille det. Ved nærmere undersøgelse bestod genstandene dog ikke altid af det materiale, som de ikke-tankefremstillede genstande gjorde. Ofte var én metallegering erstattet af en anden, der for det blotte øje lignede den til forveksling, men ellers intet havde med den at gøre. Så snart forsøgspersonerne begyndte at tankefremstille genstande, de kun kendte perifirært var det dog ikke til at forudsige, hvad der ville ske. Planck forsøgte at tankefremstille en pistol, selvom han aldrig havde haft en i hånden. Udenpå så pistolen vellignende ud, om end en smule simplificeret, men inden i var den hul, og aftrækkeren var det ikke muligt at trykke ind. De fleste forskere på projektet endte med at mene, at resultatet med hesten var et lykketræf sammenligneligt med pencillinens opdagelse. Hesten må have troet, at den var i stand til det, den prøvede på, for ellers var det aldrig lykkedes den. Enkelte forskere på Exodus mente, at hesten led af en apopleksisk hjerneskade, men den blev aldrig obduceret, så det er i dag kun muligt at gisne om sandheden i disse gætterier. Kort efter pistolforsøget blev Exodus lukket ned af den britiske efterretningstjeneste ”af sikkerhedsmæssige hensyn”. Ramsay, Planck og flere af de andre forskere fortsatte dog i al hemmelighed med at teoretisere over de resultater, de havde opnået i den tid, de havde drevet forsøg, og gennembruddet kom den 4. april 1900, da Planck sammenkoblede resultaterne med sin hypotese om energikvantificering (denne hypotese blev senere grundlaget for den gamle kvantemekanik). Holdet teoretiserede, at xenonkoncentrationen fungerede som en slags forstærkning for hjernes elektriske impulser. Men det var endnu ikke muligt at nå ud over det pseudovidenskabelige niveau. Først med Werner Heisenbergs videreudvikling af kvantemekanikken i 1920’erne blev det muligt at fortsætte teoretiseringen. Nogle mener i dag, at Heisenberg kun kunne være nået frem til sine resultater ved at tage udgangspunkt i Ramsays xenonforsøg, men om det rent faktisk var tilfældet, er uvist. Ramsay døde i 1916. Inden sin død nåede han, at ændre Xenons forkortelse fra X til Xe. I dag benyttes næsten udelukkende forkortelsen Xe. Nogle mener Ramsay besluttede sig for at ændre navnet som en symbolsk handling, der skulle fjerne enhver association med den såkaldte x-faktor – om han allerede på dette tidspunkt havde sandet faren ved tankefremstilling er dog ikke til at sige. Planck indså hurtigt Heisenbergs teoriers vigtighed i relation til tankefremstilling. Den moderne kvantemekanik, som bl.a. Heisenberg var med til at grundlægge, gjorde op med det mekaniske – deterministiske – verdensbillede, og den subatomare usikkerhed, som den beskrev, forekom det nu åbenlys for Planck, at tankefremstilling benyttede sig af. Tankefremstilling måtte være en ufattelig kompleks kædereaktion, der rev atomer fra hinanden og satte dem sammen igen, og hjerneimpulser var katalysatoren, der satte kæden i gang. Kvantemekanikken var ikke kun relevant på et atomart niveau, som videnskaben ellers i almindelighed antog og stadig antager, men også på det makroskopiske niveau. Planck var både forundret og forfærdet. Energien, der skulle til for at genskabe selv en uanseelig genstand – en mikroskopisk genstand sågar – var stor nok til at lægge hele byer øde. Han drøftede sine resultater med de overlevende medlemmer af forskerholdet, og de besluttede i fællesskab aldrig at bryde det forbud, den britiske efterretningstjeneste havde pålagt dem, og i dag er det uden tvivl videnskabens bedst bevarede hemmelighed. De forskere, der kendte til forsøgene, fortalte kun om Exodus til personer, de mente var i stand til at sande vigtigheden af, at Exodus forblev hemmelighedsholdt. Kære læser, jeg er en af de heldige, der af andre forskere har hørt om projektet, og jeg viderebringer nu hemmeligheden til dig. Jeg er døende, men i den sidste tid har jeg indset hvor stor en fejltagelse, vi alle har begået. Jeg mener ikke længere, det er i menneskehedens interesse ikke at kunne udnytte dette fantastiske stofs virkninger til at bedre vores levevilkår. Kendskab til stoffets egenskaber, mener jeg, er en nødvendighed, da det rummer løsningen på alle klodens nuværende problemer. Alle fantastiske opdagelser og opfindelser kan både bruges mis- og filantropisk, men det er mit håb, at yderligere forskningsindsats vil gøre os i stand til at udnytte stoffet til menneskehedens bedste. Risikoen ved kædereaktionerne er en risiko, det er værd og nødvendigt at tage. Jeg tager måske fejl, og denne beretning bliver måske begyndelsen på enden, men jeg mener, vi er nået til det punkt, hvor vi ikke længere har et valg. – Frank Schjubert-Olesen, ph.d. 13. april 2005

X7

X eller X-faktor; det udefinérbare, det uanalysérbare, der uforklarlige. Især før i tiden blev der tyet til faktoren, når man ikke forstod, hvorfor fænomener forekom. Faktoren havde sin storhedstid under de gamle grækere, da eliten forkastede guderne som mulig forklaring på verdens indretning. Det tomrum, kuldkastningen af den hidtil eneste forklaringsmodel efterlod sig, blev i en kort tid udfyldt fuldstændigt af X, og kan med rette kaldes x-faktorens guldalder. Efterhånden som grækerne begyndte at analysere og forklare det tidligere uforklarlige blev faktorens brug dog indskrænket, og inden grækernes storhedstid var ovre, var faktoren igen en sekundær forklaring. I dag anser videnskaben faktoren for ubrugelig og vil ikke engang benytte den i de dele af videnskaberne, der endnu ikke er fundet forklaringer på. Den manglende forklaring af forholdene menes i dag blot at være et mellemstade, der før eller siden vil blive erstattet af opklarende analyser og forklaringer. Kun i pseudovidenskabelige kredse overlever faktoren stadig.

Denne tekst er en del af en serie af tekster skrevet omkring den patetisk fabel Udødelig, jeg skrev til projektet.

Åsyn

Folk tænker ikke over hvordan det i virkeligheden er at være omnipotent – at jeg ikke alene ved alt, men også forstår alt. Jeg ved ikke blot alt om alle, men ved også hvordan det er at være dem. Jeg mærker både lystmorderens nydelse, trangen til at begrave kniven i kødet, mine dirrende hænder, se det hvide kød blive farvet rødt, og kniven mod min strube, koldsveden, mine dirrende lemmer, mit forgæves råb om hjælp. Og jeg mærker livet sive ud af mig. Jeg mærker hele tiden livet sive ud af mig – der er altid nogen der dør og hvert åndedrag er det sidste. Men jeg bliver også hele tiden genfødt. Jeg ser lyset strømme ind i mine uprøvede øjne og oplever hele tiden alt for første gang.

Se også bjerget, drømme, stormen, udødelig, ødelægge

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har skrevet hver dag de sidste 24 dage — siden den 26/9 er det blevet til 17.163 ord med et gennemsnit på 715 ord om dagen. Jeg var mest produktiv den 30/9, hvor jeg skrev 3.281 ord på Tidstræet.
I september skrev jeg i alt 5.636 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier