når mūsen ta’r en slapper

"Da dyrene fik stemmer"

28. juni 2009 - 16:01

For godt to måneder siden begyndte vi på årets største projekt på Forfatterskolen for Børnelitteratur: en billedbog. De bedste projekter vi har haft på forfatterskolen, har efter min mening været dem, hvor vores skriverier blev vurderet undervejs, og i forbindelse med billedbogen blev vi vurderet i hele tre omgange: først blev synopsen kritiseret, dernæst første gennemskrivning og til sidst den endelige version, som jeg dog ikke føler er særlig endelig i mit tilfælde. Derudover blev vi i forløbet sat grundigt ind i, hvad en billedbog egentlig er, og vi nåede i grupper at skrive to billedbogssynopser som skriveøvelser.

Indtil et par uger før synopsen til vores egen billedbog skulle afleveres, var jeg blank -- jeg anede ikke, hvad den skulle handle om. Rammerne var specifikke: Enten skulle målgruppen være de 3-6 årige eller de 9-12 årige, enten skulle bogen være på 12 eller 16 opslag (dobbeltsider med tekst og illustration), og længden måtte ikke overskride tre normalsider. Jeg var med det samme sikker på, at jeg ville skrive til de 9-12 årige -- jeg har umiddelbart svært ved at forholde mig til en så ung målgruppe som de 3-6 årige -- men meget andet følte jeg mig ikke sikker på.

Selvom jeg endnu ikke har skrevet ét ord på projektet, gjorde jeg mig før jul en del tanker om, hvordan en genfortælling og udbygning af Romulus og Remus-myten ville fungere, hvis den blev fortalt fra hunulvens synspunkt. Det ledte mig på antropomorfiske tanker: Hvad ville der ske, hvis en række kæledyr begyndte at kunne tale? Selvfølgelig ville kæledyrsejere til at starte med være ellevilde, men hvad sker der når den første kat kommer på overførselsindkomst?

Derefter fandt jeg hurtigt mine hovedpersoner -- en 11-årig pige og hendes hund -- og min konflikt -- den stigende fjendtlighed overfor de talende dyr. Desværre viste det sig ikke at være helt så enkelt at få det hele til at gå op i en højere enhed. I et længdemæssigt så begrænset format, er det svært at koge historien ned til de omtrent fire scener, der er plads til, der både karakteriserer personerne og samfundet før, under og efter konflikten. Især har det, ifølge kritikken, været svært for mig at give nok plads til forholdet mellem pigen og hendes hund.

Jeg arbejder fortsat videre med billedbogen Da dyrene fik stemmer, men efterhånden er der vokset noget helt andet og meget større frem af de tre sider, som jeg vil komme til at skrive meget mere om senere. Herunder er billedbogens første scene, der udspiller sig på de tre første opslag (sideskift markeret med *'er):

”Mer ' mad! Mer' mad!” Jeg kiggede op fra mine chokobomber. Far sad begravet bag morgenavisen, men det havde egentlig heller ikke lydt som ham. Der var noget underligt bekendt ved stemmen. ”Men du har jo ikke engang spist noget endnu,” sagde mor og så bebrejdende på far. Han brummede noget uforståeligt. King lagde hovedet på mit lår, og jeg kløede ham bag det ene øre, mens jeg tog en skefuld til. ”Til venstre.” Det var den samme stemme. Jeg så ned på King. ”Mere.” Hans kæber bevægede sig i takt med stemmen! * Hvis jeg havde været med i en film, havde jeg sikkert knebet mig selv i armen, men det var bare alt for fedt til at jeg havde lyst til at vågne. ”Sig noget mere,” hviskede jeg. King gjorde sig fri af min hånd og løb ud på gulvet og råbte, nej, gøede ”noget mere! Noget mere!” Det gik op for mig, at stemmen hele tiden havde lydt som en gøen – man kunne bare forstå, hvad det var der blev sagt. ”Mor! Mor mor mor! Far! Hør!” råbte jeg og for op. Jeg flåede avisen fra far og greb fat i mors hånd og pegede på King, der havde sat sig midt på gulvet med tungen ud af halsen og hovedet på skrå. ”King kan tale!” * De så først forvirret på mig og så kiggede de overbærende på hinanden med det der vi-troede-ellers-hun-var-vokset-fra-det-blik. ”Jamen det passer! Se selv. Sig noget, King!” Et øjeblik sad King der bare, og den eneste lyd var bilerne ude fra gaden og vejrudsigten, der strømmede ud af radiohøjtaleren. ”Eva, hør nu –” ”Noget King! Mer' mad! mer' mad!”

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I september skrev jeg i alt 5.636 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier