når mūsen ta’r en slapper

Tidstræet: Om at udvikle en tidsrejselogik

3. juni 2018 - 11:14

Yggdrasil

Det er snarere normen end undtagelsen at de projekter jeg skriver på, skal rejse nogle omveje før de når i mål. Mit nuværende romanprojekt er også et eksempel på det. Kimen opstod i starten af 2016 på Vinterskriveferien som Håbefulde Unge Forfattere holder hvert år. Jeg syntes det kunne være sjovt at lave noget Dr. Who-agtigt til en yngre målgruppe, men den ret overfladiske idé kastede ikke andet end et par middelmådige scener af sig.

De næste to år var der et eller andet der fik mig til at vende tilbage til udgangspunktet som efterhånden pegede i retning af en historie om et slags tidsrejsepoliti: Hvad nu hvis hovedpersonen finder ud af at et korps af tidsrejsende holder styr på at der ikke pilles ved rumtiden, og han selv kommer i lære som tidspolitibetjent?

I slutningen af 2017 dukkede så endelig idéen op som satte en ny dominorække af inspiration i gang: Hvad nu hvis tiden er organisk-biologisk – som en plante? Hver eneste gang nogen rejser tilbage i tiden forgrener tidstræet sig, men samtidig forsøger den nye gren at vokse mod de nære grene og stammen. Egentlig passer sammenvoksningstanken ikke så godt sammen med træmetaforen, da et træ jo netop tilstræber at forgrene sig i en grad så dets blade kan optage en stor mængde sollys, men der vil alligevel altid være grænser for en metafors rækkevidde, så det tager jeg ikke så tungt. Det som var bærende for mig, var tanken om at disse tidsgrenes kronologi ikke er uafhængig men hele tiden nærmer sig hinanden.

Jeg har også spekuleret over hvordan det kan forklares mere teknisk, og det nærmeste jeg indtil videre er kommet, er at der er tale om en naturlov der danner underlaget for kvantemekanikkens bølgefunktionskollaps, hvor disse kollaps af subatomare tilstande ikke er tilfældige, men arbejder mod et bestemt mål – sammenvoksningen af tidsgrenene – og på vejen mod det mål kan forårsage større og større usandsynligheder i den fysiske verden – og også kan påvirke folks sanser, hukommelse og tankemønstre. Hvis fx en person kun findes i én af flere grene hvis tilstand i øvrigt ligner hinanden – hvis nu fx en tidsrejsende er rejst tilbage i tiden, har forårsaget en forgrening, og nu befinder sig på denne forgrening – så vil denne underliggende naturlov forsøge at tage livet af forskellen, for det er den hurtigste vej mod at disse to grene bliver ens og dermed er vokset sammen. Det betød også at jeg begyndte at forestille mig at en særligt genmanipuleret variant af mennesker var opstået i fremtiden, én type mennesker som var i stand til at fornemme uregelmæssige kollaps og på den måde undgå påvirkninger der ellers ville bringe dem i fare.

Af denne universlogik voksede der flere og flere detaljer om min handling. Tidspolitiet fandtes stadig: Hortikanerkorpset kalder jeg dem foreløbigt (hortikultur = havebrug). Men andre detaljer har ændret sig dramatisk det sidste halve år. Jeg startede med det udgangspunkt at der kun er en endelig mængde energi der kan nå grenene, så hvis der er for mange forgreninger så begynder grenene at dø og der er kun golde universer tilbage. Hortikanerkorpset havde dermed en helt entydig verdensreddende opgave, men det var ikke så etisk spændende. Derfor kasserede jeg dén idé og lod i stedet Hortikanerkorpsets opgave være at bevare den fremtid de kom fra: Stammen. De skal altså registrere uregelmæssigheder på stammen og fjerne tidsrejsende der forårsager dem. Hvem der har og ikke har rettigheder i en sådan universlogik er jeg stadig ved at overveje, og det skriver jeg nok noget om i et fremtidigt indlæg.

Men før det overhovedet gav mening, var der andre designdetaljer der skulle korrigeres. Til at starte med havde jeg udtænkt Tidstræet netop fordi jeg ønskede at undgå paradokser i tidsrejselogikken. Den mest gængse tidsrejselogik har kun én streng af handlinger, og mod slutningen af plottet afsløres det så at alt kun kunne være sket netop sådan som det skete. Jeg ville have mulighed for at tage tilbage i tiden uden at være bundet af at skulle undgå paradokser. Men jeg løb hurtigt hovedet mod en mur: Hvis en tidsrejsende der rejser tilbage i tiden forårsager en forgrening, så var der kun mulighed for et Hortikanerkorps, hvis de var i stand til at rejse mellem grene uden at forårsage forgreninger, men det ville kun give mening hvis der ikke længere fremme på den pågældende gren var forårtaget et tidsrejsehop – det blev en spændetrøje for mulighederne, og betød jo også at det var umuligt at besøge Stammen: Den oprindelige gren hvor den første tidsrejse var foretaget fra.

I stedet indførte jeg et nyt koncept: Fossileringspunkter. Når en tidsrejsende rejser tilbage i tiden opstår der et fossileringspunkt dér hvor den tidsrejsende rejser fra. Tidligere var hele grenen jo fossileret siden tidernes morgen, så snart et tidshop fandt sted. Nu er kravet til grenen mindsket til at den tidsrejsende og omstændighederne når han foretager tidshoppet skal være nøjagtig de samme. Men hvad nu hvis han bliver dræbt inden? Det er lige så umuligt som at falde opad idet tilstandsforandringen mod et fossileringspunkt er en naturlov. Det vil igen betyde at man skal holde sig langt væk når et fossileringspunkt nærmer sig, for hvis man er på vej til at forstyrre denne udvikling så kan tilstrækkeligt hurtige henfald af de radioaktive Kaliumatomer i éns krop sagtens tage livet af en inden man når det. Jeg tænker på det som om Tidstræet som konstruktion arbejder baglæns fra fossileringspunktet og finder vejen med mindst modstand frem mod det – ligesom et lyn rejser gennem luften mod/fra jorden ad den rute med lavest modstand; hvis så en tidsrejsende rejser til en gren hvor et fossileringspunkt er nært forestående, så vil en ny rute af bølgefunktionskollaps være dén med lavest modstand som så vil blive taget i stedet.

Det lyder måske lidt teknisk det hele, men hver eneste gang jeg omarbejdede logikken i universet var det for at give plads til dramatisk potentiale: Der kan opstå uendeligt mange grene fordi et etisk ambivalent hortikanerkorps er mere interessant end et entydigt verdensreddende et af slagsen; der kan rejses mellem grene og ind til Stammen uden at det resulterer i forgreninger, fordi det giver mulighed for konflikter grenherskere imellem og motiverer til forsvar af egne grene mod ændringer der også vil betyde en ændring ens egen fortid.

Dén konflikt der på nuværende tidspunkt er helt central for forhistorien i "Tidstræet" (arbejdstitel) er afhængig af ændringerne jeg foretog: Njal rejste tilbage i tiden fordi kvinden han elsker, døde, og ikke alene rededede han hende, han forhindrede også sit tidligere jeg i at møde hende for at skjule hvad han havde gjort. Det får den konsekvens at dén Njal der nu aldrig har mødt kvinden tvinges frem mod forssileringspunktet hvori han skal være nøjagtig magen til dén Njal der elskede kvinden. Dén periode hvor den unge Njal bliver bevidst om at han er ved at blive "overskrevet" af minderne fra en person han kunne have været, men ikke er, driver ham til hævn, og det kommer til at gå ud over den søn som den ældre Njal nu har fået med kvinden. Og så er historien ellers i gang.

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I juli skrev jeg i alt 2.864 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier