når mūsen ta’r en slapper

Centre Georges Pompidou. Dit yndlingsmuseum. Billetterne er i min pung. Du sagde, at man skal miste sig selv i kunsten for rigtig at forstå den, at man skal blive ét med værket før man rigtig ser det. At kunsten i sit inderste væsen er ordløs, og det var derfor du droppede ud. Det tætteste jeg kom på at blive ét med noget var da jeg faldt i staver foran de pastelfarvede vandrør. Du grinede, og lyden trængte dybt ind i mig, og jeg følte mig i et pinagtigt øjeblik sikker på, at det hele var en drøm.

Eftermæle. At blive til en fiktiv eksistens i den kollektive erindring.

Kategorier: 

Min sidste eksamen var for snart en uge siden, og jeg er godt i gang med min sommerskriveplan. Som altid har jeg taget munden for fuld, men indtil videre går det stødt fremad.

Førsteprioritet hele sommerferien igennem er Da dyrene fik stemmer, hvis anden udgave jeg er 6.848 ord inde i. Jeg forventer denne anden udgave ender på 30-35.000 ord, så det er en udmærket start. Mit mål er ét kapitel om dagen (der bliver atten i alt), men det er muligvis lige lovlig optimistisk -- især hvad anden halvdel af romanen angår, da den er så forandret, at jeg ikke har noget at genbruge af fra første udgave af romanen. Jeg satser på at få skrevet, betalæst og redigeret romanen inden sommerferien er slut.

Kategorier: 
Når drenge bliver 10-14 år, mister de ofte lysten til at læse bøger i deres fritid. Harry Potter-sagaens og Manga-fortællingers popularitet viser dog, at det er muligt at fange drengenes interesse, så de alligevel læser bøger.

Med de ord indstifter kulturminister Per Stig Møller og undervisningsminister Troels Lund Poulsen Drengelitteraturprisen, som har til formål at motivere forfattere til at skrive tekster rettet direkte mod drenge. Prisen er et resultat af de mindre gode PISA-resultater i læsning, især blandt drenge, og undersøgelser der viser, at drenge ikke oplever samme glæde ved at læse som piger gør.

Kategorier: 

Det sidste år har jeg taget et deltidskursus i Skrivekunst på Syddansk Universitet, og nu er min eksamensaflevering, der skal afleveres senest i morgen kl 12:00, endelig ved at være færdig. Det er en analyse af plottet i Da dyrene fik stemmer med henblik på en grundlæggende forbedring før en gennemgribende omskrivning.

Da dyrene fik stemmer har været rundt hos tre forlag og fået afslag, ét begrundet og to standardafslag, så jeg følte at det var på tide at standse op, for jeg tror på idéen. Jeg føler at der gemmer sig en god historie i romanen, som jeg ville være stolt over at sætte mit navn på. Jeg skal bare grave mig ind til kernen. For jo længere jeg er kommet væk fra romanen, jo klarere har det stået for mig, at selvom jeg troede det, så havde jeg ikke en tilstrækkelig klar forståelse for, hvad romanen handlede om. Og det er så det jeg satte mig for med denne eksamensopgave.

For knap en uge siden lagde jeg et overfrankeret brev i postkassen, der rummede nogle af de bedste tekster, jeg har produceret det sidste halve år (fraregner børnelitteratur). Jeg genbrugte det meste af den motiverede ansøgning fra sidste år -- hvor jeg var blandt de 94% af ansøgerne, der fik standardafslag -- og nøjedes med at øge fokuset på tekster, der vægter form over indhold, og nedtone fokuset på psykologisk indlevende tekster. Det gjorde jeg både fordi det er min opfattelse, at det er den fremherskende indstilling hos folk, der bliver optaget på Forfatterskolen, og fordi jeg siden sidste år vitterligt har skrevet mere af den slags litteratur. Derudover tilføjede jeg et par nye forfattere som inspirationskilder. Men grundlæggende tænker jeg, at ansøgningen i sig selv ikke spiller en frygtelig stor rolle, så længe den viser, at man er interesseret i at indgå i det miljø, der er på Forfatterskolen.

Kategorier: 

Sider

Search form

 

Bjarke Sølverbæk

 

Skriverier

Jeg har hverken fået skrevet i dag eller i går.
I september skrev jeg i alt 5.636 ord.

 

Læserier

 

Bliv bedre til at skrive

Guldkorn er et leksikon over skrivekunsten hvor tips, tricks og teorier fra skrivehåndbøger, artikler og foredrag løbende bliver samlet.

Læs bl.a. om hvordan du opbygger spændende plots og troværdige karakterer og om meget mere.

 
 

Kategorier