Tag: omskrivning

Kassen med Udyr-bøger med vores kat Fluffe i baggrunden

Efter en flerårig, forgæves forlagsturné virkede det mere og mere umuligt at finde nogen der ville udgive Da dyrene fik stemmer. Men lettere umotiveret ledte jeg alligevel i sommeren 2016 efter nye forlag jeg tænkte kunne matche romanen. Jeg faldt over Jensen & Dalgaard der beskrev sig selv som et forlag der kun udgav det de brændte for, og som i forvejen havde udgivet meget børnelitteratur, bl.a. flere bøger af min medelev på Forfatterskolen for børnelitteratur, Mette Vedsø. Jeg sendte dem et prøvekapitel og en måneds tid senere bad de om resten af romanen. Og så ventede jeg ellers. Jeg nåede næsten at glemme forlaget da jeg i april 2017, otte måneder senere, fik respons på den samlede roman:

Vi har frygteligt dårlig samvittighed, fordi der er gået så lang tid, uden du har hørt tilbage fra os. Hvis det stadig er relevant for dig, vil vi gerne tale med dig om en udgivelse af DA DYRENE FIK STEMMER, som vi nu begge har fået læst.

Jeg turde næsten ikke tro det.

Jeg har tidligere været på Testrup Højskoles sommerskrivekursus, i 2009, hvor jeg lavede performance på et hold ledet af Lars Bukdahl og Christian Dorph og slutteligt rappede foran 120 mennesker -- grænseoverskridende, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne også godt have tænkt mig at have været af sted sidste år, men der endte jeg med at arbejde som viking hele sommeren på Bork. Men i år skulle det så være, og da jeg også havde det meste af et manuskript klar, som jeg jo håber at kunne sende på forlagsturne inden for et par måneder, valgte jeg manuskriptlinjen, som Mette Moestrup og Kristian Bang Foss står for i år. Jeg endte på Foss's hold  sammen med seks andre, og vi er to på om dagen til fem-seks kvarters kritik per person fra Foss og de andre kursister.

Min sidste eksamen var for snart en uge siden, og jeg er godt i gang med min sommerskriveplan. Som altid har jeg taget munden for fuld, men indtil videre går det stødt fremad.

Førsteprioritet hele sommerferien igennem er Da dyrene fik stemmer, hvis anden udgave jeg er 6.848 ord inde i. Jeg forventer denne anden udgave ender på 30-35.000 ord, så det er en udmærket start. Mit mål er ét kapitel om dagen (der bliver atten i alt), men det er muligvis lige lovlig optimistisk -- især hvad anden halvdel af romanen angår, da den er så forandret, at jeg ikke har noget at genbruge af fra første udgave af romanen. Jeg satser på at få skrevet, betalæst og redigeret romanen inden sommerferien er slut.

Kategorier: 

Siden Anne-Marie Vedsø Olesen til Hufs skrivekursus opstillede de seks egenskaber, hun mente var de vigtigste for en forfatter, har jeg tænkt en del over, hvad jeg selv tror, der er vigtigst for at blive en god forfatter. Anne-Maries liste var ikke kun en liste over, hvad der skulle til for at komme til at kunne skrive godt men også en liste over hvordan man overlever som forfatter; her skriver jeg kun om hvad jeg tror der skal til for at komme til at skrive godt -- dels fordi jeg ikke ved nær så meget om branchen som Anne-Marie, og dels fordi jeg tror, at håndværket skal være veludviklet, før man kan gøre sig håb om, at det gør en forskel at have en fod indenfor i branchen.

1. Vilje, motivation, selvdisciplin, udholdenhed